Carsten Legaards livsfortælling – Jeg er en mand fra midten af sidste århundrede (1952). Jeg tog del i flower power-"revolutionen" i tresserne, blev fanget i studielån til 17% rente og fik derefter hen over syv år arbejdet mig ud af gælden som jord&beton arbejder. De år blev min "virkelige" uddannelse.
Tilfældigheder åbnede en ny vej for mig som autodidakt journalist. Under byggekrisen først i firserne gik jeg ledig en tid. En dag jeg mødte i a-kassen for at få mit stempel sad ham, der var på fornavn med alle ved kassen: "Du skal sgu ikke gå her og dandere den for medlemmernes surt opsparede penge," sagde han med et lunt smil og sendte mig op til fagforeningens formand. Formand Svend Carlsson gav mig en prøvetid som "føl" på fagforeningens blad. Jeg voksede med opgaven og var derefter fuldbefaren journalist i 30 år.
I kølvandet af finanskrisen i 2008-10 blev jeg bortrationaliseret. Jeg var 60 år dengang og syntes det var lige tidligt nok at forlade arbejdslivet, så jeg skabte mit eget webdesign- og webkommunikationsbureau. Jeg arbejdede sammen med en gruppe historiefortællere og blev langsomt smittet af deres passion. Jeg gik med bævende hjerte fra skrift til tale.
Mit speciale er nu at fortælle historier lige ud af mit eget liv og erindring. Jeg går meget op i at holde historiens kerne frisk og meget tæt på første indtryk og sansning.
Når jeg fortæller om mine egne indre billeder, bliver mine lyttere fanget i deres egne billeder, de møder sig selv i vores fælles fortælling.
At fortælle historier lige ud af erindringen gør mig til en langsom historiefortæller. Mine næsten ubehageligt lange pauser er sprækkerne, hvorigennem lytteren kan træde ind og blive en del af fortællingen.
Man skal lige vænne sig til det. Men så er det godt.
Jeg er også far til fire børn og bedstefar til fem.