Jeg er født i 1952 og gik ud af folkeskolens almene linje i 1969. Det tiende skoleår skulle ifølge skolen hjælpe mig til at finde den rette hylde i livet, men efter dimissionen vidste jeg stadig ikke hvad jeg skulle. Ud over at jeg i hvert fald skulle flytte hjemmefra.
Det gjorde jeg samme måned. Et privat værelse på førstesalen af en pæn Frederiksberg-villa på C. F. Richsvej. 30 kvadratmeter med eget bad og tekøkken. Pris: 82 kroner om måneden.
Jeg meldte mig ind på en privat realskole i den agt at slide mig frem til en studentereksamen. I starten af andet skoleår blev jeg smidt ud af skolen for at agitere for oprettelse af et elevråd. Efter indgriben fra Landssammenslutningen af Kursusstuderende og en venlig henstilling fra Undervisningsministeriet blev jeg genoptaget på skolen, og vi fik vores elevråd.
Den private realskole kostede penge, så jeg måtte finde mig et job. Det blev rengøring hver morgen fra 4-7 i Jernets Arbejdsgiverforening på Nørrevold, fem minutters gang fra skolen. Jeg noterede mig, at arbejdet var mere lærerigt end skolen.
Jeg fik min realeksamen og skrev mig ind på Akademisk Studenterkursus. Jeg var dog ofte fraværende fra undervisningen, for nu var jeg involveret i studenterarbejde i Landssammenslutningen af Kursusstuderende. Jeg blev medlem af ledelsen og var foreningens rejsesekretær. Det indebar besøg på potentielle medlemsskoler og en brandtale i gymnastiksalen, hvorefter elevrådet ved håndsoprækning sikrede at skolen blev meldt ind i sammenslutningen. Også her lagde jeg mærke til, at arbejdet gav mig langt mere læring end den formelle uddannelse.
For at finansiere det frivillige arbejde forblev jeg tilmeldt på studenterkurset og i Statens Uddannelsesstøtte. Når det ikke var nok, kunne jeg optage studielån, og det gjorde jeg glad og gerne.
Efter endt studietid var bankernes udlånsrente steget til 17 procent, og gælden truede med at vokse mig over hovedet. Derfor tog jeg fuldtids arbejde som jord- og betonarbejder. Selvom lønnen var god, varede det syv år, før studiegælden var barberet væk. Til gengæld lærte jeg at begå mig iblandt solide arbejdere og frie sjæle i skurvognene på en del københavnske byggepladser.
Sidst i 70erne kom der byggekrise i Danmark. Der blev langt imellem jobs. I A-kassen i Hestemøllestræde var der en fornuftig a-kasse-funktionær, som var på fornavn med alle fagforeningens medlemmer. En dag, hvor jeg igen ikke var blevet sendt ud på job, sagde han til mig: "Du skal da ikke gå her og holde ferie på arbejdsløshedsdagpenge. Gå op på første sal og hils på fagforeningens formand. Han har vist et job til dig."
Formanden Svend Carlsson var også redaktør for fagforeningens blad, Jord & Beton, og jeg fik nu en løs tilknytning til bladet. Hvis jeg rubbede neglene og leverede kvalitet, kunne en fast ansættelse måske også komme på tale.
Jeg var lykkelig for mit nye job, men flittig var jeg ikke. Jeg nåede på to år at aflevere sammenlagt ti artikler, og godt nok var det et månedsblad, men halvdelen af bladene i de to år måtte altså udkomme uden mit ringe bidrag.
Alligevel fik jeg som regel ros, når jeg endelig havde taget mig sammen til at bidrage, og i sommeren 1982 fik jeg af en kollega på bladet et tip om, at der var et journalistjob ledigt på Vesterbrobladet.
Da jeg nu – efter ti solgte artikler – var blevet en slags "rigtig" journalist, søgte jeg frimodigt jobbet og fik det. Lønnen var fyrstelige 9.000 kroner om måneden. Det svarer til 22.000 kroner i dag. Jeg var ikke helt færdig med at afvikle min studiegæld, så derfor tog jeg en avisrute om morgenen. En tid kunne jeg prale med, at jeg for at have råd til være fastansat journalist måtte gå med aviser om morgenen.
Jeg havde fundet min hylde og blev ved journalistfaget i 36 år, de sidste 6 år som freelance journalist.
Sideløbende med journalistikken var jeg begyndt at snuse til de nye medier på internettet. Jeg meldte mig til et aftenskolekursus i WordPress, og efter få aftener på skolebænken var jeg aktiv hjemmesidedesigner. I en alder, hvor de fleste andre tænker på efterløn, sprang jeg ud som iværksætter med eget webbureau, Dialogdesigneren. Bureauet lever endnu i bedste velgående.
I den forbindelse kom jeg til at arbejde på fælles projekter med en gammel ven, ligeledes iværksætter, historiefortæller Jens Peter Madsen. Langsomt men sikkert fik han vakt min interesse for historiefortælling og fik mig i gang med at fortælle selv.
Jeg går nu i mit syvende årti og er slet ikke begyndt på at planlægge min retræte fra arbejdsmarkedet. Tværtimod holder jeg meget af at blande arbejde og fornøjelse frit.
Dog tænker jeg meget over, hvordan jeg kan opsummere mit livs erfaring og dele den med andre. Det gør jeg nu som historiefortæller og foredragsholder.